Mekanismerne bag krigsforbrydelserne i Ukraine er velkendte – og den brutale strategi kan give bagslag for russerne
Billeder af massegrave og bagbundne lig på gaderne i forstæderne til Kyiv har i løbet af den seneste uge spredt sig til store dele af verden. Imens kommer der flere beretninger ud fra Ukraine om russiske soldaters voldtægter og plyndringer, hvilket i ugens løb har sat muligheden for at retsforfølge Putin og det russiske militær på dagsordenen.
Ifølge den ukrainske anklagemyndighed fandt man 410 lig i Butja og andre forstæder til Kyiv, umiddelbart efter at russerne havde trukket sig tilbage fra områderne. På billeder fra området kan man se, hvordan nogle af de dræbte er bagbundne – flere af ligene ligger efterladt i vejkanten. Mange andre steder i Ukraine har der været meldinger om drab på civile.
Ifølge Mariupols byråd er russiske styrker begyndt at anvende mobile krematorier i byen i forsøget på at skjule de reelle civile tabstal i byen og fjerne beviser på forbrydelser begået af de russiske styrker. Det skriver byrådet på platformen Telegram:
»De indsamler og brænder ligene af Mariupol-beboere, myrdet og dræbt som følge af den russiske invasion. Arbejdet koordineres direkte af den selverklærede borgmester og kollaboratør Kostiantyn Ivashtjenko. I mange år forsøgte han og hans medarbejdere gentagne gange at gribe magten, men til sidst lykkedes det ham at blive direktør for Mariupol-krematoriet.«
Byrådet hævder, at Ruslands øverste ledelse efter de internationale afsløringer fra Butja har givet ordre til at fjerne beviser på forbrydelser begået af den russiske hær i Mariupol.
Afmagt
Brutaliteten er ikke ukendt, og krigen i Ukraine er langtfra den første, som har udløst anklager om krigsforbrydelser. Men også denne gang vækker billederne forargelse, blandt andet blandt verdens statsledere, samt en dyb undren over, hvad der får russiske soldater til at dræbe civile på så brutal vis.
En af dem, der har beskæftiget sig med de psykologiske aspekter bag krigsforbrydelser, er Johannes Lang, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og forsker i psykologiens rolle i moderne krigsførelse.
Han beskriver, hvordan den kaotiske og pressede situation, som de russiske soldater har befundet sig i flere steder i Ukraine, presser og brutaliserer dem.
»Fordi de opererer i de her små enheder og oplever, at situationen er intens og ude af kontrol. Så er det, at soldaterne reagerer udad,« siger Johannes Lang.
Han sammenligner krigens udvikling med Vietnamkrigen og nævner My Lai-massakren i 1968, hvor amerikanske soldater dræbte mindst 347 ubevæbnede vietnamesere efter en periode med modgang i krigen. Ofte ser man, at krigsforbrydelser som disse finder sted i situationer med guerillalignende krigsførelse.
Det, at soldaterne opererer i små enheder i lokalområder og oplever stor modstand, medfører altså oftere drab på civile. Det svarer til den beskrivelse af krigen i Ukraine, The New York Times har bragt, hvor det berettes, hvordan russiske soldater har måttet kæmpe sig ud af nogle byer eller har iklædt sig civilt tøj for at undgå at blive taget til fange.
»Det er, når man ser den slags dynamikker, at grænsen mellem civil og militær kan blive uklar. De russiske soldater er måske bange, føler afmagt og kan mærke, at krigen ikke går deres vej. Og så lader de den frygt, vrede og frustration gå ud over de civile,« siger Johannes Lang.
I nogle tilfælde tyder det på, at soldaterne har haft brutaliteten med sig hjemmefra. Ifølge øjenvidner i Kyivs forstæder har denne form for krigsførelse fundet sted allerede få dage inde i krigen, og det kan ifølge Johannes Lang være et tegn på, at det russiske militær allerede var blevet brutaliseret som en konsekvens af tidligere krige, og at det har været med til at forme måden, russerne fører krig på i Ukraine. Enkelte soldater har også personlig erfaring fra disse krige og udgør en hård, brutaliseret kerne i det russiske militær.
»Det, vi ser, i Ukraine minder om, hvordan russiske styrker har kæmpet både i Tjetjenien og i Syrien. Mange håbede, at det ikke ville ske denne gang, fordi det var blevet italesat nærmest som en redningsaktion eller humanitær intervention, hvor det nazistiske styre skulle væltes,« siger han.
Falske forventninger
Netop det russiske narrativ om, at Ukraine skal afnazificeres og befries fra sin regering, kan også have medvirket til de krigsforbrydelser, man har set. Det vurderer Sergej Vasiliev, lektor ved Amsterdam Universitet og forsker i international strafferet. Han peger på, at den propaganda, som fodsoldaterne nederst i hierarkiet er blevet fodret med forud for invasionen, har skabt nogle forventninger hos dem, der ligger meget langt fra virkeligheden.
»De har måske fået at vide, at de ville tage kontrol over landet i løbet af en uge og ville fejre sejren med en parade i Kyiv. Og at folk ville komme med blomster og se dem som befriere,« siger Sergej Vasiliev.
Men i stedet har de mødt en vred og skræmt civilbefolkning, der gør modstand og ser de russiske tropper som besættere.
»Så de bliver fuldstændig demoraliseret og forstår ikke, hvad formålet med krigen er. Deres verdensbillede bryder sammen, de bliver vrede og forvirrede, og så er det, at de bliver i stand til at begå så store, utænkelige forbrydelser,« siger han.
Samtidig tyder det på, at en del af de russiske soldater i Ukraine ikke har haft det store kendskab til krigens regler. Det påpeger Noelle Quenivet, der er professor i folkeret ved University of the West of England og er specialiseret inden for væbnede konflikter.
»Normalt ville man inkorporere krigens regler, når man træner sine styrker, så de handler efter dem, når de bliver sendt ind i en virkelig konflikt. Det virker ikke, som om der har været fyldt så meget på hos de russiske styrker, for så ville man tænke sig om en ekstra gang, inden man gør de her ting,« siger hun.
I følge flere beretninger fra øjenvidnerne til hændelserne i Kyivs forstæder er en del af de russiske soldater meget unge, og hvis de samtidig kun har fået beskeden træning, vil mange være tilbøjelige til at lade sig styre af den stærke gruppementalitet, der eksisterer i hæren, påpeger Noelle Quenivet:
»Fordi du er en del af den gruppe, er du nødt til at deltage, hvis andre handler på en bestemt måde, selv om du måske finder deres handlinger forkerte. Nogle taler også om, at militæret i høj grad er præget af det, man kalder toxic masculinity.«
Der er en form for machokultur til stede, som gør det svært at sige fra. Og det er, ifølge Noelle Quenivet særlig udtalt i militær som det russiske, hvor der enten er ingen eller meget få kvinder.
Volden kommer hjemmefra
Der er flere anklager om, at russiske soldater også har begået seksuelle overgreb mod ukrainske kvinder.
Den 13. marts havde en 31-årig ukrainsk kvinde søgt ly i en kælder på en lokal skole i landsbyen Malaya Rohan i Kharkiv-regionen. Her befandt hun sig sammen med sin femårige datter, sin mor, bror og søster, da en russisk soldat ved midnatstid trængte ind på skolen. Kort efter beordrede han hende til at følge med til et klasseværelse på 1. sal, hvor han tævede og voldtog hende, mens han truede hende med sin pistol og affyrede skud mod loftet. Voldtægten er dokumenteret af Human Rights Watch.
I følge Johannes Lang kan historier som den 31-årige kvindes forklares med nogle af de samme dynamikker, som er gældende, når soldater henretter civile:
»Det kan være et udtryk for en voldsom vrede og frustration og måske en form for hævn. På den anden side kan det også handle om at ydmyge og intimidere fjenden for at vise sin egen styrke og dominans, ligesom med tortur,« siger han.
En undersøgelse fra FN har vist en tydelig forbindelse mellem vold mod kvinder i hjemlandet og seksuel vold begået af det pågældende land i en væbnet konflikt, nævner Noelle Quenivet. Udsætter mænd kvinder for vold, vil de sandsynligvis fortsætte den adfærd, når de er i krig som soldater i et andet land.
»Vi ved, at der er en del vold i hjemmet i Rusland,« siger Noelle Quenivet og nævner en lov, som det russiske parlamentet vedtog for få år siden, som afkriminaliserede visse former for vold i hjemmet.
»Så der har været tilbageskridt i forhold til at beskytte russiske kvinder mod vold. Og som vi ved, vil det kvindesyn, du udviser, når du er i krig, sandsynligvis afspejle dit kvindesyn i fredstid,« siger Noelle Quenivet.
Hun peger på, at flere af de krigsforbrydelser, man har set i Ukraine, også har fundet sted i andre krige, som russerne har ført. Det drejer sig især om angreb på hospitaler og civile beboelsesområder, som der har været flere tilfælde af i Syrien.
Den vurdering bakkes op af Sergey Vasiliev, som nævner anden tjetjenske krig i slutningen af 90’erne:
»Der blev samme taktik med udrensning brugt, for eksempel ved at militæret gik fra hus til hus og dræbte voksne våbenføre mænd,« siger han.
Krigsforbrydelser som strategi
Et af de spørgsmål, der har været diskuteret, efter at billederne FRA Butja blev offentliggjort, er, hvem man potentielt ville kunne stille til ansvar og retsforfølge for krigsforbrydelser. Flere eksperter har over for Information vurderet, at det især kan blive vanskeligt at at få den politiske og militære ledelse stillet for en domsstol.
Ifølge både Lang, Quenivet og Vasiliev er krigsforbrydelser sjældent et resultat af nogle enkelte brodne kar blandt fodsoldater, selv om det ofte er den forklaring, der gives, for eksempel efter My-Lai-massakren i Vietnam. Oftere hænger det uløseligt sammen med den situation, soldaterne er i, de ordrer, der bliver givet og den kultur og militære strategi, der bliver bestemt fra overordnet side, påpeger Johannes Lang, eksempelvis når antal dræbte bliver udstukket som et succeskriterie for en mission.
Ifølge krigens love er det officerer og personer længere oppe i hierarkiet, som har ansvar for at stoppe krigsforbrydelser. Noelle Quenivet er ikke i tvivl om, at krigsforbrydelserne begået i Ukraine har været planlagt højere oppe i systemet.
»Jeg kan ikke finde andre forklaringer på det, end at det er blevet beordret. De har fået klare instrukser på at opføre sig på en bestemt måde,« vurderer hun og mener at kunne se et tydeligt mønster i krigsforbrydelserne begået i Ukraine. Forbrydelserne har fundet sted så mange forskellige steder, at det ikke kan være tilfældigt.
Derfor mener Noelle Quenivet, at brutaliteterne må være en strategisk beslutning, som har til formål at terrorisere den ukrainske befolkning:
»For at få dem til at overgive sig. Det er ret simpelt, og det er det, vi har set i Mariupol. Russerne vil sende en besked om, at det er det her, der kommer til at ske, hvis ikke man overgiver sig.« Hun henviser til Grosnij i Tjetjenien, hvor samme strategi blev brugt.
Det er langtfra sikkert, at den strategi vil virke efter hensigten på den lange bane, vurderer Johannes Lang. Han peger på, at beretninger fra eksempelvis Butja eller Mariupol lige så vel kan styrke ukrainernes kampmoral.
»For nu bliver det jo et spørgsmål om de gode mod de onde. Overdreven vold mod krigsfanger og civile er blevet brugt op igennem historien for at gøre fjenden bange. Men frygt er også en motiverende kraft, der styrker modstandsviljen hos fjenden. Ekstrem vold er desuden en glidebane, hvor vold avler vold, så det er sjældent en særligt effektiv strategi.«